i AVL

Vejen fra føl til ridehest……

Vær god mod din hest

Vejen fra føl til ridehest……det er ikke blevet nemmere.

Det er tid til eftertænksomhed.
Hvor er vi på vej hen med vores avl af rideheste i dag?

Der er altid en genetisk fremgang fra den ene generation til den næste. Det gælder såvel mennesker, som dyr. Dette sammenholdt med selektion af gode gener fra hingst og hoppe, giver stor fremgang.

Men kan vi egentlig følge med den store avlsfremgang, og er den altid hensigtsmæssig?

 

Mere vil have mere, og vi bliver stadig mere grådige

Vores avl i dag går ud på at lave heste til den absolutte top elite. Vi vil gerne ramme ‘guldåren’ alle sammen og lave en ridehest, som er fantastisk. Vi vil gerne lave en ridehest, som går med høje benløft, spektakulært og mere storslået end sidste års kollektion af afkom. Men er det egentlig en sund avl? Laver vi ikke nogle kortsigtede løsninger, som får svært ved at holde på den lange bane? Laver vi ikke en avl, som kan gå fantastisk på benene, men på bekostning af bla. noget, der hedder ridebarhed?

Vi starter vores jagt meget tidligt i hestens liv. Få måneder henne i føllets liv, står den på kåring og auktion. Forventningerne er tårnhøje, men er det egentlig så nemt at vurdere på et så ungt individ, der skal vokse og udvikle sig meget og de første leveår? Og kan vi, hvis føllet sælges, vende tilbage og bebrejde avleren, hvis den vokser forkert eller udvikler en OCD (ledmus). Vi gør det raskt væk, men det er ikke fair – vi har at gøre med et ungt og voksende individ.

Langt de fleste fravænnede føl og ungheste går i løsdrift i dag, på godt og ondt. Ondt, hvis de ikke præges og kommer i hænder. Ondt, når de som 3 års, skal begynde på tilridning og praktisk taget ikke kan stå bundet eller få løftet ben. Så er det et meget stort og farligt dyr vi har at gøre med.

Jeg var for et stykke tid siden ude i en stald hos en ældre mand, hvor der gik ti 1-års plage sammen og ti  2-års plage sammen. Vi skulle lave arbejde på en del af disse dyr og man kan ikke lade være med at tænke på, hvor stor dagens risiko er? Er det i dag vi kommer til skade? Disse dyr var vant til at gå sammen og blev i forbindelse med fodring bundet hver dag. Flokken blev; ligeledes med jævne mellemrum beskåret uden problemer. Der var en ro blandt disse heste, som jeg sjældent har set og som gjorde, at arbejdet blev udført stille og roligt, og uden unødig risiko. Dette er professionel opdragelse af ungheste. Det gør, at vi har noget godt hestemateriale at arbejde med under videre uddannelse, tilridning mm.

Omvendt er det også unaturligt, at vi placerer en åring på en rideskole, hvor den ikke er ude at ‘lege’ med jævnaldrende, og får lov til at være unghest og vokse sig stor og stærk.

Vi får på denne måde heller ikke en hensigtsmæssig udvikling af hesten.

 

Vi har en tendens til at fokusere på de bedste heste, resten er ikke ret meget værd

Men kan dette være rigtigt? Svaret herfra er NEJ!

Vi vil alle gerne avle eliteheste, men hvad med de almindelige rideheste. Hvad med heste, som måske ikke går ‘ind i himlen’, men som har nogle gode ridemæssige kvaliteter, som passer til 90 % af ryttererne? Skal vi glemme dem? Disse heste er grundstenen for vores ryttere. Og grundstenen på vores rideskoler mm. Verdenen er bare ved at være sådan skruet sammen, at der ikke er nogen penge i at avle disse heste, som egentlig tæller størstedelen af hestebestanden.

Vi sætter vores lid og fremtid på hingste, som ikke har vist sig ordentlig i avlen. De kan selv gå spektakulært, grænsende til det overnaturlige og usunde (slingerhed), men hvor er ridebarheden henne? Hvor er afkomsvurderingen henne? Hingste og føl bliver udråbt til noget ganske særligt og helt unikt, men er de det? Og kan vi sige det på så kort tid, og så sparsomt grundlag? Hvordan ser det ud mht. holdbarhed mm.? Og måske har vores avl overhalet den almindelige rytter så meget, at vi har svært ved at ride på disse heste, fordi de stiller meget store krav til vores fysik, balance og teknik. Bruger rytteren tid nok på dette?

 

Har vi overhovedet fokus på vores egen træning, og sundhed?

Vi er nødt til at være fit og i form for at kunne ride på vores heste. Det er ikke gangbart at leve usundt og tro, at vi kan sidde på hesten 20-25 min. hver dag ; for alt andet er for hårdt og så få en strålende ride karriere. Den holder ikke!

Lad mig stoppe lidt op ved begrebet talent. Det, at en hest har talent bliver ofte misbrugt, og kan ofte afføde at hesten ikke holder ret længe. For viser man talent skal man præstere, og det er lige nu og helst hele tiden!

Vi har championater og stævner i et væk, fra hesten er tilredet. Viser den talent bliver præstationspresset endnu større.

Men skal der drives rovdrift på en hest fordi den viser talent, og kan gå svære øvelser som 6-7 årig? Dette fænomen gør mig trist og får mig til at tænke på, hvornår denne hest er færdig i sporten. Bør vi ikke tænke på, at det er et ungt individ, som først er færdigudvokset ved 7 års alderen, og som skal have tid til at udvikle sig? Det tager år, at bygge en hest opstille og roligt, men det tager endnu længere tid, at bygge den op, så den stadig har sin motivation intakt. Vi skal huske, at det ikke er en motor-cross cykel (læs død ting), vi har med at gøre. Nu skal jeg ikke menneskeliggøre heste. De kan ikke ræsonnere over ting, som vi mennesker kan, men netop derfor er det vores ansvar, at passe på disse levende dyr og egenskaber.

At en hest udviser talent og har nemt ved at lave øvelserne i en ung alder, skal vi jo bare glæde os over. Det skal passes og plejes. Bliver det; modsat udnyttet forkert har hesten toppet sin karriere som 7 års…..så er der desværre alt for lang vej hjem. Hesten skal jo først toppe karrieremæssigt væsentligt senere. Så er den stærk, og kan følge med både motivationsmæssigt og styrkemæssigt.

Og så skal vi passe på at vores avl ikke bliver ensporet. At vi ikke alle sammen løber hovedløst i én retning, baseret på en bestemt type hingste, og dikteret af, at vi skal kunne sælge føllene for en høj pris, fordi vi kun satser på at avle eliteheste.

 

Undskyld, men hvad med bredden?

Hvad med talentmassen blandt de mere almindelige hest? En stor del af disse heste skal ikke gå middelsvær eller grand-prix. De er da ikke ringere af den grund og deres funktion er lige så vigtig, måske endda vigtigere. Hvor og hvordan skal folk ellers lære at ride. Det tager år at lære, og endnu længere tid, at opbygge kundskaber. Det kræver heste der har fået tid, og som er ridebare og har et godt temperament. Det er faktisk nogle meget vigtige egenskaber vi bør gå efter! Og det tager mindst et helt liv at lære at avle.

På nogle punkter har avlen ledt os i en helt anden retning. Springhestene er i dag mere avlet, så de ligner fuldblodsheste, hvilket stiller helt andre krav til hestene end det gjorde for bare 10 år siden – men springe det kan de! Og endda særdeles godt. Men dette stiller jo andre krav til vores træning, end det gjorde tidligere. I dag skal vi have fokus på styrke og hurtighed. Og igen huske, at have en varieret træning, hvor det ikke altid er altafgørende, at hesten træner hver dag i en nyplaneret kunstfiberbund. De må gerne trænes, hvor tingene bliver lidt ‘skæve’ og har godt af at gå på et varieret underlag. Heste har godt af, at komme ud og opleve noget i hverdagen.

Frem for at tænke på kortsigtede løsninger for vores rideheste, må vi godt tænke fremadrettet. En plan der strækker sig over flere år. For det tager flere år, at opbygge en god hest, hvad enten det er en spring- eller dressurhest.

I de her år taler vi meget om dyrevelfærd. Der bliver lovgivet, om staldindretning og måden hvorpå vi transporterer dyrerne.
Er vi gode nok til at se på, om vi overhovedet kan ride på hestene vi har avlet i dag?

 

Vil vi lære….?

Vi snakker alle sammen om at passe på hestene – snakker og snakker, men gør vi noget? Jeg føler, at det meste drukner i gode intentioner og snak, uden at vi egentlig er interesseret i, at komme ud af stedet!

Det er svært at være hest i dag, og den største erhvervsrisiko en ridehest har i dag, er, at der sidder en rytter på ryggen af den.

Som født optimist, tror jeg stadig på, at vi bliver bedre og klogere til at prøve på at forstå vores heste og huske at tilgodese deres behov!

 

De bedste sensommerhilsner

Dyrlæge Niels Guss

 

Del indlæg Tweet Pin It
Tidligere indlægFokus på beskæring
Næste indlægFodring af min hest...